405 virksomheder gik konkurs i januar
I januar gik 405 selskaber konkurs - et fald på 14,2 procent i forhold til januar 2012. Det viser en opgørelse fra Dansk Erhverv og analyseinstituttet Experian.
Sidste år gik 472 selskaber konkurs i årets første måned, og faldet i konkurser er grund til en forsigtig optimisme, vurderer nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling hos Experian, Frank Papsø.
- Alt i alt en overraskende god start på året. Selvom vi ikke tolker på én måneds udsving, er der tegn på, at vi går i retning af "ny normal" på et lidt lavere niveau, omkring 400-500 konkurser månedligt, siger han i en pressemeddelelse.
Cheføkonom Bo Sandberg hos Dansk Erhverv er dog en smule mere tilbageholdende med optimismen.
- Det er desværre alt for tidligt til at erklære konkursbølgen overstået. Tendensen skal holde sig i flere måneder, før vi for alvor kan begynde at male det økonomiske stemningsbillede i lysere toner, siger han.
- Dansk økonomi har nu i fem år været kendetegnet af fravær af økonomisk vækst og af et hjemmemarked, der fortsat har vanskeligt ved at få fodfæste.
Ifølge opgørelsen fra Dansk Erhverv var det især hovedstadsområdet og Sjælland, der oplevede færre konkurser i januar. I Sydjylland fortsætter den triste tendens fra 2012 imidlertid med flere konkurser end i januar for et år siden.
- I Sydjylland mærkes det, at tysk økonomi havde et hårdt 2012. Det fik konsekvenser for mange danske underleverandører, siger Bo Sandberg.
- Samtidig er den sydjyske detailhandel presset af en grænsehandel, der har været stigende under krisen.
Bo Sandberg vurderer desuden, at flere konkurser og færre nyetablerede virksomheder allerede har forårsaget en betydelig tilpasning af virksomhedsbestanden. på landsplan.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde