43 langtidsledige i job efter 1745 akutopslag
Ud af 1745 opslåede akutjob i landets fem regioner er kun 43 stillinger blevet besat af udfaldstruede langtidsledige, som akutjobordningen ellers havde til hensigt at hjælpe. Det skriver Avisen.dk.
- Det er ikke tilfredsstillende. Vi havde selvfølgelig ønsket, at det havde givet job til flere, siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen (S), til Avisen.dk.
Som et led i regeringens akutpakke, der samlet skal skabe 12.500 akutjob i det offentlige og private, har regionerne forpligtet sig til at oprette 800 akutjob inden sommer.
Målsætningen er dermed nået, uden det har ændret jobsituationen for langt størstedelen af de ledige.
Erfaringerne viser, at udfaldstruede ofte søger de samme job som eksempelvis lagermedarbejder, lægesekretær, social- og sundhedsassistent.
- De klumper sig sammen omkring bestemte job for kortuddannede eller ufaglærte, der får rigtig mange ansøgere, siger Bent Hansen.
Han forklarer regionernes manglende held til at finde job til udfaldstruede med, at regionerne i høj grad efterspørger specialiserede faggrupper som sygeplejersker, læger og terapeuter.
En undersøgelse fra Ugebrevet A4 på baggrund af 526 besatte akutjob viser, at det på landsplan er omkring hvert femte akutjob, der går til en langtidsledig.
Socialdemokraternes arbejdsmarkedsfører, Leif Lahn Jensen, kalder det en god start for akutjobordningen.
- Hvis ikke vi havde lavet de her akutjob, havde 100 mennesker ikke fået et arbejde, og 100 familier var faldet ud i stort set ingen forsørgelse. Resultatet, synes jeg, er rigtig godt, siger han til Ugebrevet A4.
Regionerne er de eneste på arbejdsgiversiden, der holder øje med, om deres akutjob ender på langtidsledige hænder.
Efter den første halvanden måned er en del af de 1745 akutjob dog endnu ikke besat. Der kan derfor være flere langtidsledige på vej ind i faste stilling i regionerne. lyder vurderingen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned