47 millioner på vej fra EU til fyrede fra Vestas
EU-Kommissionen har fredag frigivet 47 millioner kroner fra Den Europæiske Globaliseringsfond som hjælp til 611 tidligere ansatte på vindmøllefabrikken Vestas.
Udbetalingen blev godkendt af Europaparlamentet og medlemslandene sidste år efter en indstilling fra EU-Kommissionen.
Pengene skal bruges til at hjælpe de fyrede medarbejdere med finde ny beskæftigelse i henhold til retningslinjerne for globaliseringsfonden.
Fonden blev etableret i 2007 på initiativ af kommissionsformand José Manuel Barroso. Formålet med fonden er at støtte arbejdere i EU, der mister deres job som følge af globaliseringen og europæiske virksomheders udflytning af arbejdspladser.
De 611 tidligere Vestas-medarbejdere, der får del i pengene, kommer fra Ringkøbing-Skjern, Randers, Favrskov og Aarhus i Midtjylland, Esbjerg og Varde i Syddanmark samt nogle få i Region Sjælland og i hovedstadsområdet.
Kommissionen har tidligere beskrevet vindmølleindustrien som en af de brancher, der er blevet særligt hårdt ramt af ændrede mønstre i verdenshandlen.
Faldende efterspørgsel på vindmøller i Europa og hastigt voksende efterspørgsel i Asien har ført til en markant reduktion af europæiske virksomheders markedsandel.
I 2010 stod Kina alene for halvdelen af alle nyinstallationer af vindmøller i verden, og kinesiske vindmøllefabrikanter bliver mere konkurrencedygtige både på deres hjemlige og på det europæiske marked.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned