Et kort øjeblik så det ud til, at blå blok var tæt på at kunne skabe spænding om valgresultatet, da prognoserne pludselig gav et knebent forspring til regeringen og dens støttepartier.
Men med 50 procent af stemmerne talt op har rød blok igen lagt sig pænt i front. Dermed tyder alt på, at Helle Thorning-Schmidt (S) bliver Danmarks nye og første kvindelige statsminister.
Rød blok står lige nu til at vinde valget med 89 mandater mod 86 mandater til blå blok, viser en prognose, der baserer sig på halvdelen af stemmerne.
Partierne i rød blok har ført i alle meningsmålinger under valgkampen, og i den seneste prognose får oppositionspartierne med Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og De Radikale tilsammen 89 mandater mod 86 mandater til blå bloks Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Meget tyder altså på, at Lars Løkke Rasmussen (V) må forlade Statsministeriet, hvor han har siddet for bordenden siden april 2009 som efterfølger for Anders Fogh Rasmussen.
Kristendemokraterne kommer som det eneste af de ni opstillede partier ikke i Folketinget.
Socialdemokraterne står foreløbig til en tilbagegang på et enkelt mandat til 44, hvilket paradoksalt nok er partiets dårligste valgresultat siden Anden Verdenskrig.
SF får 17 mandater, hvilket er seks færre end i 2007. De Radikale går frem fra ni til 16 mandater, og bortset fra 2005, hvor det blev til 17 pladser, har partiet ikke haft så godt et valgresultat siden 1973.
Enhedslisten får hele 12 mandater mod fire i 2007, og det er første gang, at partiet opnår et tocifret antal mandater. Det er det sjette folketingsvalg, som Enhedslisten stiller op i.
Venstre får 46 mandater, det samme resultat som i 2007, De Konservative må imødese en åreladning og mister hele 9 af sine nuværende 18 pladser i Folketinget.
Dansk Folkeparti får 22 mandater mod 25 for fire år siden. Det er partiets svageste valgresultat siden 2001.
Endelig er der ni mandater til Liberal Alliance, som i 2007 hed Ny Alliance og dengang fik fem mandater.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde