8500 kunder taber stort til Jyske Bank
Ved at trække tiden ud slipper Jyske Bank for at betale en kompensation til 8500 kunder. De har nu mistet de penge, som de i 2007 investerede i et produkt, der ifølge Jyske Bank havde en lille risiko. Det skriver Børsen.
Jyske Banks topchef, Anders Dam, indgik mandag et forlig med Forbrugerombudsmanden om at kompensere 80 procent af kundernes tab. Men forliget omfatter kun 1500 kunder. Resten, eller 8500 kunder, er faldet for forældelsesfristen.
- Jyske Bank har trukket det længste strå i sagen, konstaterer Børsen.
Samlet tabte de 10.000 kunder, der investerede i Jyske Invest Hedge Markedsneutral (Jihmo), 800 millioner kroner.
Allerede i 2009 forsøgte Forbrugerombudsmanden at få et forlig i stand. På det tidspunkt var ingen af kunderne faldet for forældelsesfristen. Men dengang var Jyske Bank afvisende. I stedet gik banken efter en retlig afgørelse.
Men efter forældelsesfristen er overskredet for tusindvis af kunder, har banken tilsyneladende skiftet strategi.
- Det er klart, at det er kritisabelt, hvis man bevidst har udskudt det her, til forældelsesfristen indtræffer, siger Niels Mengel, formand for Dansk Aktionærforening, til Børsen.
Forbrugerombudsmand Henrik Øe er godt tilfreds med forliget. Han forsøgte i 2010 uden succes at få banken til at suspendere forældelsesfristen.
Anders Dam afviser, at han "koldt og kynisk" har ventet på, at fristen udløb.
- Vi gav fristforlængelse til de af vores kunder, som henvendte sig, og vi har annonceret med det på vores hjemmeside i over et år, siger han til Børsen.
Jyske Banks investeringsforening tiltrak kunderne med overskrifter som "vejen til et mere sikkert afkast". For hver 100 kroner som den enkelte investor skød ind, investerede Jihmo for 2500 kroner. Det skulle øge afkastet, men mangedoblede i stedet tabet.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker