Aarhus Lufthavn er i økonomisk uvejr

Aarhus Lufthavn er i store økonomiske vanskeligheder, og efter endnu et dundrende underskud, er det skrantende selskab sendt ud i en decideret overlevelseskamp, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lufthavnen er ejet af de fem kommuner Aarhus, Randers, Favrskov, Syddjurs og Norddjurs. Onsdag er kommunernes borgmestre indkaldt til møde om lufthavnens fremtid med den daglige ledelse og bestyrelsen.

Direktør i Aarhus Lufthavn Peter Høgsberg lægger ikke skjul på situationens alvor.

- Skåret helt ind til benet skal det afklares, om man vil afvikle eller udvikle lufthavnen, siger han til Jyllands-Posten.

I 2012 måtte kommunerne fylde lufthavnens pengekasse op efter et underskud på 10 millioner kroner. Det resulterede i, at direktøren gennem 13 år, Ole Paaske, blev fyret i april.

Nu er nyt millionunderskud på vej, og ifølge en central kilde befinder det sig et sted på mellem 10 og 20 millioner kroner, skriver Jyllands-Posten

På onsdagens møde vil den nye direktør, Peter Høgsberg, præsentere sine ejere for en meget anstrengt økonomi efter det angivelige nye store underskud for 2013.

Favrskov Kommunes repræsentant i bestyrelsen, Flemming Nørgaard, håber på opbakning til en redning af lufthavnen.

- Det bliver nødvendigt at skyde flere penge i lufthavnen. Jeg vil ikke komme med et konkret bud, men blot konstatere, at man ikke kommer langt med 10 millioner kroner, siger han til Jyllands-Posten.

Lufthavnen har ifølge Jyllands-Posten tidligere fået tilsagn om 50 millioner kroner til nye investeringer, men det blev stoppet, da lufthavnen blev ramt af de økonomiske problemer i 2012.

Aarhus Lufthavn rækker ud til 725.000 potentielle kunder, som er i stand til at nå lufthavnen inden for en times kørsel.

/ritzau/