Advokater skal kulegrave DSB-aftale med PR-bureau
Det bliver et advokatfirma, der skal undersøge, om DSB har gjort noget forkert i forbindelse med håndteringen af en kritisk journalist.
Det oplyser administrerende direktør i DSB, Jesper Lok.
- Undersøgelsen, vi har igangsat, vil give os fuld klarhed over, hvad der er op og ned i denne sag, siger den administrerende direktør i en pressemeddelelse.
Til opgaven er hyret advokatfirmaet Bruun & Hjejle, der i forvejen kender DSB særdeles godt. Samme advokatfirma var nemlig hyret til at undersøge DSB i forbindelse med sagen om DSB First.
Advokatfirmaet placerede dengang aben hos daværende direktør Søren Eriksen, mens bestyrelsen stort set blev frikendt for ansvar.
DR-magasinet 21 Søndag fortalte søndag aften, hvordan DSB angiveligt har hyret kommunikationsvirksomheden Waterfront til at beskæftige journalist Lars Abild.
Det skyldes, at journalisten tidligere har skrevet mange kritiske artikler om DSB. Ved at sørge for, at han var beskæftiget med noget andet, slap man for de kritiske øjne.
Forløbet er dokumenteret i en mail fra Waterfront til DSB, som 21 Søndag offentliggjorde i udsendelsen.
Den praksis er dog i strid med den måde, man kan drive en statslig virksomhed på. Det erkender DSB's nuværende direktør blankt.
- Lad mig slå fast én gang for alle, at de i mailen beskrevne metoder ikke er forenelige med den måde, DSB driver forretning, siger Jesper Lok.
Sagen har i den grad fået politikerne op af stolen og har ført til voldsom kritik. De politiske partier er dog i første omgang tilfredse med, at der nu bliver igangsat en undersøgelse af forløbet.
Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen påpeger, at det er afgørende, at statslige virksomheder fører en åben og ærlig kommunikation.
- Nu er det afgørende, at vi hurtigt får gennemført en uvildig undersøgelse af, hvad der er op og ned i sagen, så der kan placeres et ansvar og drages de fornødne konsekvenser, siger Kristian Pihl Lorentzen, der i lighed med Enhedslisten kræver, at der højst må gå én måned, før undersøgelsen er klar.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker