Aflyst flyrejse: Folk er positive

Det var meningen, at 44 læsere mandag morgen klokken 07.55 skulle flyve fra Kastrup til Andalusien, som klub FT havde arrangeret. Men turen er aflyst på grund af askeskyen fra den islandske vulkan.

Men hvordan har de ferielystne læsere reageret på aflysningen?
 
- Folk har fuld forståelse for det og at det ikke er nogens skyld. Vi er jo magtesløse overfor naturens kræfter, siger Pia Winther, rejseklubleder.
 
Hun fortæller, at de 44 er skuffede over ikke at kunne komme af sted, men at de er lettede over, at de er strandede herhjemme og ikke i udlandet.
 
Lige nu melder mange sig med praktiske spørgsmål.
 
- Hvornår kommer vi af sted og skal vi overhovedet pakke, men folk har været positive, fordi de har fået en afklaring.
 
Pia Winther fortæller, at halvdelen af de 44, der skulle have været af sted, er interesseret i at komme af sted senere på ugen eller komme af sted med et nyt hold på mandag til Andalusien.
 
- Nu prøver vi at finde en alternativ afgangsform for dem, som hun siger og afviser, at det bliver med bus.  
Foto: arkivfoto: Martin Andersen

De kom ikke af sted til Andalusien på grund af askeskyen fra den islandske vulkan. Men de viser fuld forståelse, siger rejseklubleder Pia Winther.

Offentliggjort Sidst opdateret