Amerikansk budgetaftale udløser aktiefest i Asien
Der er dømt optur på de asiatiske børser onsdag, efter at både Senatet og Repræsentanternes Hus har godkendt en budgetplan, der forhindrer, at USA ryger ud over den økonomiske afgrund og løber ind drastiske skattestigninger og nedskæringer.
Investorerne i Asien tog godt imod nyheden, og i Hongkong endte kursen efter dagens handler med en stigning på knap 2,9 procent, hvilket er det højeste niveau i 19 måneder.
Også på de andre børser i Asien blev der handlet flittigt, og Shanghai-indekset blev løftet med 1,6 procent med knap tre timers handel tilbage.
Også i Sydney og Seoul var der tale om stigninger på henholdsvis 1,23 procent og 1,76 procent. Det brede MSCI Asia Pacific-indeks steg med 1,7 procent, hvilket ligeledes er det højeste niveau i ni måneder.
I Japan var det onsdag helligdag, hvorfor Nikkei-indekset ikke var i handel.
Generelt var stemningen på de asiatiske aktiemarkeder "meget positiv" efter de amerikanske politikeres fælles håndslag på at undgå de automatiske stramninger, der kunne have sendt USA tilbage i recession.
Sådan lyder vurderingen fra Jason Hughes fra børsmæglerfirmaet IG Markets i Singapore.
- Nu da den sidste knast er ryddet af vejen, har vi fået en minimum-aftale, som forhindrer den øjeblikkelige trussel for, at USA kunne ryge ud over afgrunden. Og det har helt sikkert sat skub i de asiatiske aktiemarkeder, siger han.
Wall Street har allerede taget forskud på glæderne, da Dow Jones-indekset på sidste handelsdag inden nytår lukkede i en stigning på 1,28 procent.
Børsmarkederne har været præget af nervøsitet de sidste måneder af 2012 af bekymring for, om de amerikanske politikere kunne enes om, hvordan USA's gigantiske gæld kan nedbringes.
Den nye aftale hæver skatterne for de rigeste amerikanere og udskyder de automatiske budgetnedskæringer på 109 milliarder dollar i to måneder.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde