Antal af kontanthjælpsmodtagere topper

At man nu kan få dagpenge i to og ikke som tidligere fire år, slår igennem på antallet af kontanthjælpsmodtagere.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ved udgangen af første kvartal var der over 184.000 personer på en eller flere former for økonomisk hjælp til forsørgelse fra staten også kaldet kontanthjælp. Og det er det højeste antal siden krisens begyndelse, viser tal fra Danmarks Statistik.

Stigningen skal ses i lyset af, at der er flere arbejdsløse, der som følge af forkortelsen af dagpengeperioden ikke længere kan få dagpenge, siger Camilla Skovsbo Erichsen, forbrugerøkonom i Sydbank i en kommentar til tallene.

- En del af dem er faldet over i kontanthjælpspuljen og medvirker derfor til at trække tallet i vejret, påpeger hun.

Det er dog ikke alle, der ryger ud over dagpengekanten, der fanges i kontanthjælpssystemet.

- Der er mange arbejdsløse som ikke længere kan få dagpenge, men som ikke er berettiget til kontanthjælp, eksempelvis fordi de ejer ting (så som en bil), som har en værdi på mere end 10.000 kroner, siger Camilla Skovsbo Erichsen,

De personer, der nu skal forsørge sig selv, vil heller ikke kunne ses i de officielle ledighedstal, idet de tal kun medregner arbejdsløse som modtager dagpenge eller kontanthjælp.

Ser man på marts i år og marts 2012, er antallet af folk på kontanthjælp steget med næsten 15.000 i marts.

En del personer er røget over på den nye uddannelsesydelse, der også hører ind under betegnelsen kontanthjælp. Den nye ydelse har set dagens lys i forbindelse med reformen af dagpengesystemet.

Uddannelsesydelsen er blevet givet til 7100 personer i marts i år. Målt i forhold til samtlige bruttoledige er der flest, der modtager den nye uddannelsesydelse på Lolland og i Ishøj. Her ligger andelen på over fem procent.

Ser man i den anden ende af skalaen, er der ikke nogen, der får den på Læsø og blot 0,5 procent af de bruttoledige på Ærø, der modtager uddannelsesydelse, viser tallene.

/ritzau/