Antallet af konkurser og tvangsauktioner stiger
Antallet af virksomhedskonkurser nåede i oktober op på 472 mod 431 i september, korrigeret for sæsonudsving. Det fremgår af nye tal fra Danmarks Statistik.
Set over en periode på tre måneder er antallet af konkurser steget med seks procent.
Også antallet af tvangsauktioner gik op i oktober til 418 mod 409 måneden før.
Oktobers høje tal for konkurser vidner ifølge DI om, at det er hårdt at drive virksomhed i øjeblikket.
- Der er afmatning på markederne i Europa. Det påvirker selvfølgelig eksportmulighederne. Når så også privatforbruget ligger så lavt, som det gør i øjeblikket, vil det koste en masse virksomheder livet, siger økonom Nikolaj Pilgaard, DI.
Især handelssektoren er hårdt ramt. Blandt andet har man ikke fået det ventede løft efter udbetaling af efterlønspenge.
Ifølge DI er der ikke udsigt til færre konkurser fremadrettet.
- Rigtig mange tillidsindikatorer ligger i minus, hvilket klart peger på, at vi vil se rigtigt mange konkurser de næste måneder, mener DI.
Selv om antallet af tvangsauktioner er steget en anelse i oktober, så ligger tallet over en længere periode forholdsvis stabilt.
Årets første ti måneder har budt på 4313 tvangsauktioner mod 4073 sidste år og 4415 året før, påpeger Christian Hilligsøe Heinig cheføkonom i Realkredit Danmark. Set over 20 år ligger tallet i gennemsnit på 3360.
- Et sløjt boligmarked og en sløv vækst i dansk økonomi har bidraget til at holde tvangsauktionerne på et højere niveau end vanligt. Men omvendt har rekordlave renter været med til at holde en hånd under boligejernes økonomi, understreger han.
Med ingen klar retning for hverken vækstudvikling eller boligmarkedet forventer han, at antallet af tvangsauktioner vil holde sig omkring oktobers niveau også de kommende kvartaler.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde