Apple-aktie dykker fælt trods iPad Mini
Apples nyeste skud på stammen, iPad Mini, er blevet kaldt elektronikgigantens bedste nye produkt i flere år. Alligevel må selskabet sluge en nedslående nyhed torsdag morgen.
Siden lanceringen af den nye iPhone 5, der fik Apple-aktien til at toppe i september, er aktiens værdi faldet 20 procent.
Samtidig er selskabets markedsværdi blevet reduceret med 138 milliarder dollar, knap 808 milliarder kroner, på trods af lanceringen af iPad Mini, skriver Financial Times.
Fra et rekordhøjt niveau på 705,07 dollar per aktie i september er aktien nu dykket til det laveste niveau i fem måneder og handles nu i 558 dollar.
Ifølge Financial Times er investorernes tillid til Apple blandt andet blevet svækket på grund af tvivl om selskabets evne til at møde efterspørgslen.
Foxconn, der blandt andet producerer firmaets kulttelefon, iPhone, har advaret om, at man har problemer med at følge med efterspørgslen.
- Det er ikke nemt at lave iPhones. Vi kan ikke leve op til den enorme efterspørgsel, sagde Foxconns leder, Terry Gou, onsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters og Financial Times.
Ud over problemerne i produktionen har Apple været involveret i retssager om patentbrud.
Senest har en domstol i Texas idømt Apple sanktioner på 368 millioner dollar, eller næsten 2,2 milliarder kroner, for at have krænket et patent tilhørende it-virksomheden VirnetX.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde