Arbejdsskader: Gule fagforeninger anker sjældent
Er du så uheldig at få en ryg- eller knæskade på jobbet, er det ikke ligegyldigt hvilken fagforening, du er medlem af.
De såkaldte gule fagforeninger, som Krifa og Det Faglige Hus, fører sjældent deres medlemmers arbejdsskade-sager til tops i retssystemet, skriver Avisen.dk.
Taber de en sag om arbejdsgivernes eventuelle erstatningsansvar i forbindelse med en arbejdsskade ved byretten, er det sjældent, at sagen ankes til landsretten.
- Der er en klar overrepræsentation af de traditionelle fagforbund, der fører de her arbejdsskadesager ved de højere retsinstanser, fortæller advokat med speciale i arbejdsskadesager Martin Haug fra firmaet Rosberg & Haug Advokater, til Avisen.dk.
- Det er tydeligt, at det er dem, der bruger ressourcer på den her type sager. De gule fagforeninger ser man ikke meget til, siger han.
Martin Haug har for fagforbundet 3F lavet en eksakt ankestatistik for sager om arbejdsgivers erstatningsansvar for perioden maj 2011 til juni 2012.
I denne periode er der ved landsretterne og Højesteret ført 45 skadesager, hvor en lønmodtager har krævet erstatning af sin arbejdsgiver på grund af eksempelvis dårligt arbejdsmiljø.
Af de 45 sager er ni rejst uden medvirken af fagforeningen. Af de resterende sager tegner LO- og FTF-forbund sig for de 35.
Fagforeningen Danmark, der er en del af Det Faglige Hus, har ført en enkelt sag, mens Krifa ikke har ført en eneste sag ved de højere retsinstanser i perioden.
Kristelig Fagbevægelse ønsker ikke at oplyse tal for, hvor ofte Krifa fører arbejdsskadesager ved domstolene.
Hos Det Faglige Hus ønsker chefjurist Mikael Marstal ikke at kommentere sagen over for Avisen.dk.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker