Arla overtager Lurpak for 150 millioner
Foto: Torben Christensen /Scanpix
Torben Christensen /Scanpix
Mejerigiganten Arla overtager nu rettighederne til smørmærket Lurpak.
Det sker efter langvarige forhandlinger i Mejeriforeningen. Ifølge aftalen skal Arla betale 150 millioner kroner for rettighederne til det næsten 125 år gamle mærke, der nærmest er blevet indbegrebet af dansk smøreksport.
- Lurpak vil også fremover blive produceret af dansk mælk på mejerier i Danmark. Det er i tråd med Lurpaks ånd, siger Mejeriforeningens direktør, Jørgen Hald Christensen i en pressemeddelelse.
I aftalen indgår, at andre danske mejerier fortsat kan benytte Lurpak-mærket via en licens.
Mærket blev opfundet af de danske mejerier i 1888 og officielt registreret som varemærke i 1901.
I begyndelsen af 1900 tallet bad de daværende ca. 1500 mejerier staten om at stå for administrationen, hvilket staten accepterede mod at erhvervet betalte for det. Sidenhen har staten givet det fulde ejerskab tilbage til Mejeriforeningen.
Alle mejerier med dansk mælk har kunnet benytte Lurmærket gennem tiden, og de danske mejerier har investeret milliarder i opbygningen af Lurpak.
- Gennem tiden har der været forskellige set-ups for at beskytte interesserne omkring Lurpak. Det her er en ny måde at sikre mange års arbejde og markedsføring af Lurpak, så mejerierne kan bruge det i fremtiden, siger Jørgen Hald Christensen.
De seneste ti år er omsætningen af Lurpak fordoblet, og med et årligt salg på over tre milliarder er Lurpak således i dag et af de største eksportvaremærker, der bidrager til vækst og valutaindtægter i Danmark.
I de kommende år satser den nye ejer, Arla Foods, på at Lurpak skal bredes ud på flere markeder.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde