En skattereform, der skal sænke skatten på arbejde, indgår ifølge dagbladet Børsen i forhandlingerne om et regeringsgrundlag.
Der har været spekuleret i, at Socialdemokraterne og SF's millionærskat skulle være på vej i skraldespanden som en del af kompromisset med De Radikale.
Ifølge Børsen er der dog mere end millionærskat, topskattegrænser og øgede skatter rettet imod bankerne på forhandlingsbordet.
Avisen skriver, at det "overvejes at gå langt mere ambitiøst til værks i den økonomiske politik". Hvis parterne kan blive enige om den økonomiske politik, er der således ifølge avisen udsigt til en skattereform, som skal forbedre Danmarks konkurrenceevne.
Forhandlingerne på Hotel Crowne Plaza, der nu kører på 13. døgn, har hidtil været omfattet af stort hemmelighedskræmmeri, og der er ikke sluppet mange nyheder ud.
Det har dog fra starten stået klart, at S og SF er dybt uenige med De Radikale på en række centrale punkter.
Ud over efterløn og dagpenge, hvor De Radikale har indgået aftaler med de borgerlige partier, skiller skat og S-SF's hjælpepakke til boligmarkedet. På udlændingeområdet skiller 24-års-reglen og pointsystemet.
Overordnet vil Socialdemokraterne og SF - ud over at skabe balance i økonomien - gerne finde penge til at indfri en række velfærdsløfter.
De Radikale vil gå endnu hårdere til værks med at gennemføre økonomiske reformer end de sandsynligvis kommende regeringspartnere ser for sig.
Blandt andet ønsker De Radikale, at danskernes arbejdstid øges, uanset om efterlønsreformen gennemføres.
Yderligere foregår forhandlingerne i et klima, hvor de økonomiske fremtidsudsigter er usikre, og hvor Dansk Industri senest har afvist at indgå i trepartsforhandlinger før i 2012, når overenskomstforhandlingerne er overstået.
Det er ellers planen, at trepartsforhandlinger - hvis efterlønsreformen består og S-SF planen om 12 minutters ekstra arbejde dermed falder - skal handle om blandt andet dagpenge, løntilbageholdenhed og efteruddannelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned