Avis: Vestas håber på japansk redning

En kærkommen japansk kapitalindsprøjtning kan være på vej til den hårdt trængte danske vindmøllegigant Vestas.

Offentliggjort Sidst opdateret

For siden marts har centrale personer i Vestas-ledelsen forhandlet med den japanske industrigigant Mitsubishi om et kapitaltilskud, der skulle være så stort, at Vestas ikke længere ville være i akut kapital-knibe, skriver Berlingske.

Til gengæld ønsker Mitsubishi medejerskab på en række af Vestas' centrale teknologier, erfarer avisen.

- Reaktionerne har været positive, men man har fra Vestas' side ikke været villig til at give tilkendegivelse om indflydelse til Mitsubishi som modydelse for kapitalindsprøjtningen, siger en kilde tæt på forhandlingerne til Berlingske.

På grund af Vestas' umiddelbare uvilje til at imødekomme det japanske krav, har forhandlingerne i løbet af de seneste måneder ikke bevæget sig videre.

Skulle Mitsubishi og Vestas nå til enighed, vil der være tale om et godt match, mener Per Krogsgaard, der er partner i analysefirmaet bag den mest anerkendte årlige globale analyse af vindmøllebranchen, BTM Consult.

- I det hele taget ville det være en fantastisk fordel for Vestas - og vindmøllebranchen som helhed - hvis man kunne få flere store industrikonglomerater ind som ejere.

- Det ville give en mere stabil situation, også for underleverandørerne, og sikre en konsolidering og effektivisering i branchen, siger han til Berlingske.

Den danske vindmølleproducent bøvler med underskud, og da virksomhedens halvårsregnskab for nylig blev præsenteret, fremgik det, at Vestas skal ud i endnu en fyringsrunde, som vil koste yderligere 1400 ansatte jobbet inden nytår.

Årets første seks måneder endte med et underskud på 1,7 milliarder kroner før skat for Vestas. Selskabet havde et minus på 313 millioner kroner i samme periode sidste år.

/ritzau/