Banker får mange kundeopkald efter Danske Banks udspil
Konkurrenter til Danske Bank har fået mange henvendelser fra mulige nye kunder de seneste dage. Det synes at hænge tæt sammen med udmeldinger fra Danske Bank i fredags om, at man nu vil dele kunderne op i forskellige grupper og abonnementer.
I Jyske Bank bekræfter segmentdirektør Claus Pedersen, at man både i weekenden og mandag har fået et stigende antal henvendelser.
- Det er henvendelser fra folk, der er interesseret i at blive kunder i Jyske Bank. Der er tale om flere henvendelser, end vi normalt modtager, siger Claus Pedersen, direktør på området for privatkunder.
Henvendelserne er bredt fordelt ud over landet. Claus Pedersen har dog ikke et konkret tal for, hvor meget antallet af henvendelser er skudt i vejret.
- Det kan være forårsaget af udmeldingerne, der kom i sidste uge. Så det kan være en kortvarig effekt, men den kan også være længerevarende. Det kan vi ikke sige endnu, siger Claus Pedersen.
Utilfredse Danske Bank-kunder må dog påregne, at de ved et skifte til Jyske Bank kan blive mødt med et "startgebyr" på 400 kroner. Det er prisen for at få oprettet en grundkonto, hvis man ikke har brug for så mange forretninger med banken.
Claus Pedersen vurderer, at de mange nye henvendelser skyldes et ønske om at skifte bank og derfor undersøge markedet. Dermed er det ikke sikkert, at nye kunder havner i Jyske Bank.
- Det kan også ske, at de henvender sig i andre pengeinstitutter, konstaterer han.
Også banker som Nykredit og Nordea melder om travlhed mandag.
I Nordea har man haft en øget travlhed i både telefonbanken og i form af flere henvendelser via internet fra folk, der ønskede at høre om bankens tilbud. Det oplyser dagbladet Børsens netavis.
Og hos Nykredit har man ifølge Berlingske Tidendes netavis haft en tredjedel flere opkald til kundecentrene end normalt mandag formiddag.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker