Bekymrede miner hos købmænd over Nets-salg
Salget af Nets, der blandt andet står bag dankortet og NemID, får en lunken modtagelse hos De Samvirkende Købmænd.
Mandag meddelte et konsortium bestående af de to amerikanske kapitalfonde Advent International og Bain Capital, at de sammen med danske ATP vil købe Nets for 17 milliarder danske kroner.
- Det er sikkert en god dag for bankerne, men det er en usikker fremtid for detailhandlen og kunder, siger administrerende direktør hos De Samvirkende Købmænd John Wagner.
Han mener, at det er særdeles bekymrende, at Nationalbanken har solgt sin ejerandel af Nets på omkring 10 procent.
- Vi har før salget tilkendegivet en klar skeptisk og negativ holdning til, at Nationalbanken forlod ejerskabet, og derfor er vi selvfølgelig alvorligt bekymret for dankortets fremtid.
- Men nu må vi jo se, hvad der kommer af udmeldinger fra de nye ejere, siger John Wagner.
Mandag morgen siger såvel Advent International som Bain Capital, at "intet vil ændre sig". Og indtil 2020 er der indgået en aftale mellem bankerne og Erhvervsministeriet om, at man stadig vil tilbyde dankortet.
Den administrerende direktør hos De Samvirkende Købmænd frygter imidlertid, at bankerne ikke længere vil markedsføre dankortet aktivt over for kunderne, da de ikke længere sidder i ejerkredsen af Nets.
- Vi frygter, at bankerne vil udvikle deres egne kort på bekostning af dankortet, så det, der efter vores opfattelse er både den bedste og den billigste betalingsløsning, vil stille og roligt undermineres, siger John Wagner.
Og selv om det er alt for tidligt at sige noget nu, vil prisstigninger på betalingskort ramme danskerne.
- Det er meget trist, hvis det sker. Hvis detailhandlen får voldsomt større udgifter til at modtage betalinger, så er der kun én til at betale, og det er kunderne i butikken, siger John Wagner.
De Samvirkende Købmænd er brancheorganisation for omkring 1300 købmandsejede supermarkeder - eksempelvis Rema 1000, Spar, Super Best og Kiwi.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker