Bil blev sat i brand

Foto: Foto: Anders Knudsen

Politiet eftersøger skaldet mand efter bilbrand i Stubbekøbing lørdag aften.

Offentliggjort Sidst opdateret

En bil brændte sent lørdag aften i Bagergade i Stubbekøbing.

Kort før klokken 23 blev bilen, en VW Passat, stukket i brand. Vidner har set en mand løbe fra stedet, og i nærheden blev der fundet en benzindunk.

Brandfolk kom til stede og slukkede ilden i bilen. Der holdt andre biler i nærheden, men der skete ikke skade på dem.

Manden, der stak af, beskrives som 180 centimeter høj og skaldet. Han var iført en hvid hættetrøje og sorte bukser.

- Folk, der har set eller hørt noget, skal henvende sig til lokalpolitiet i Nykøbing, siger Søren Østervig, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Bilen, der brændte, tilhører en mand fra København.