Boligejere presses: Nu udløber de afdragsfrie lån
Boligejere kan få et alvorligt smæk, når afdragsfriheden på de første 10-årige afdragsfrie lån udløber i 2013. Mange husejere står til en markant huslejestigning.
Især husejere, der i dag sidder med et afdragsfrit etårigt lån, kommer til at betale langt mere end hidtil.
Beregninger, som Nordea Kredit har lavet for videnscenteret for boligejere, Bolius, viser, at du kommer til at betale 4710 kroner om måneden fra 1. januar mod 850 kroner i dag med et lån på en million kroner og en rente på 0,5 procent.
- Hvis man har vænnet sig til en lav ydelse og har brugt de overskydende penge på forbrug, bliver det hårdt pludselig at skulle afdrage fem gange så meget, siger Kim Valentin, økonom i Finanshuset Fredensborg til bolius.dk.
De første afdragsfrie lån kom frem i oktober 2003. Tog man et rentetilpasningslån, så udløber afdragsfriheden 1. januar, fordi et rentetilpasningslån regnes i hele år.
Nordea Kredit har lidt over 5000 lån, hvor afdragsfriheden stopper i 2013. Det er lån, som blev optaget for 10 år siden, og lån optaget senere med en kortere afdragsfri periode.
Boligøkonom i Nordea Kredit, Lise Nytoft Bergmann, mener dog ikke, at der er udsigt til en bølge af tvangsauktioner.
- Man kan altid optage et nyt lån med en ny afdragsfri periode. Så man skal ikke til at finde en hel masse penge, man ikke har, siger Lise Nytoft Bergmann til bolius.dk
Vælger man at optage nyt lån, er det forfra med låneansøgningen og en ny vurdering af huset.
Og da man kun kan belåne 80 procent af sin ejendom i et realkreditinstitut, og i nogle realkreditinstitutter kun kan få afdragsfrihed på 60 procent af ejendommens værdi, kan man skulle afdrage på noget af gælden.
- Det vil gælde for dem, hvis realkreditinstitutter nu har tolags-belåning, og for dem, hvis ejendom er faldet i værdi.
- Her vil man skulle optage to lån - et, hvor man får afdragsfrihed på 80 procent af boligens værdi, og et, hvor man afdrager på resten af beløbet, siger Lise Nytoft Bergmann.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker