Boligejerne sparer tusindvis af kroner

De ekstremt lave renter "forgylder" de danske boligejere. I snit sparer de nemlig 4000 kroner i forhold til for et år siden.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser Realkreditrådets beregninger lavet på baggrund af nationalbankens rentestatistik for juli 2012. Det er renten på både fastforrentede lån og rentetilpasningslån, der er historisk lav.

- For Danmarks cirka 1,6 millioner boligejere betyder de lave renter, at der betales cirka 340 kroner mindre i renteudgifter om måneden i forhold til juli 2011, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

I dag betaler hver boligejer 2400 kroner i renteudgifter om måneden. Og det er det laveste niveau siden 2005.

- Usikkerhed om den økonomiske udvikling i Sydeuropa skaber efterspørgsel efter danske realkreditobligationer, og det giver lave renter, som gavner boligejernes økonomi, siger Ane Arnth Jensen i en kommentar til tallene.

Mikkel Høegh, seniorøkonom i BRFkredit, påpeger, at de lave renter øger rådighedsbeløbene hos almindelige mennesker og er med til at give luft i økonomien i en krisetid.

- Renten på realkreditlån er således faldet fra 3,9 procent i gennemsnit i fjor til tre procent i dag. Det svarer til, at danskerne sparer knap 12,8 milliarder kroner i rente før skat. Efter skat er det dog "kun" 8,8 milliarder kroner, siger han.

Mikkel Høegh siger, at statistikken imidlertid også viser, at en del af besparelsen spises af højere rente på bankudlån.

- Renten på nye udlån fra bankerne er således steget fra 6,2 procent i gennemsnit til 6,6 procent over det seneste år. Det giver en merudgift for danskerne efter skat svarer til 1,4 milliarder kroner - så netto er der dog penge tilbage, siger han.

/ritzau/