Boligejers afdrag er stabilt trods afdragsfrie lån
For 10 år siden, blev det muligt for danskerne at få lån uden afdrag. Men selv om finten med det afdragsfrie lån er, at man kun betaler renter, så har boligejernes afdrag på realkreditlån ligget nogenlunde konstant siden 2007.
Det er sket på trods af, at andelen af afdragsfrie lån er steget i samme periode, viser en opgørelse fra Realkreditrådet.
- De seneste seks år har størrelsen af boligejernes samlede afdrag i procent af gælden ligget konstant. I samme periode er andelen af afdragsfrie lån steget fra 43 procent til 56 procent, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.
At det samlede afdrag ligger stabilt skyldes blandt andet, at der afdrages mere på de lån, der ikke har afdragsfrihed. Men Ane Arnth Jensen forklarer, at det ikke kun er her, der kommer penge ind:
- Samtidig afdrager mange selvom, de har et afdragsfrit lån. Nogle boligejere vælger altså afdragsfrihed som en ekstra sikkerhed, for de gør ikke brug af afdragsfriheden, siger Ane Arnth Jensen.
Siden 2007 har boligejerne årligt afdraget omkring 1,5 procent af den samlede realkreditgæld. Dengang tilbagebetalte boligejerne med afdrag 2,7 procent af deres gæld. I 2012 var andelen steget til 3,5 procent.
- Renterne på realkreditlån er faldet siden krisen og er i øjeblikket meget lave. Det betyder, at der er mere plads til at afdrage. Derfor er der siden 2007 afdraget mere på realkreditlånene med afdrag, siger Ane Arnth Jensen.
I snit sparer en boligejer 3400 kroner om måneden ved at have et afdragsfrit realkreditlån. Lidt over halvdelen - 57 procent - bruger afdragsfriheden til at opspare, afdrage på anden gæld eller til investeringer.
Det viser en undersøgelse, som analyseinstituttet Epinion har udført for Realkreditrådet på baggrund af interviews med 1400 boligejere.
- De fleste boligejere bruger afdragsfriheden fornuftigt. Dog skal boligejere, der ikke afdrager, være opmærksomme på, at afdragsfriheden en dag udløber, siger Realkreditrådets direktør.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned