Boligmarked i bedring: Ejerlejligheder bliver dyrere
Fra januar til februar steg priserne på ejerlejligheder med 1,1 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Stigningen er udtryk for, at boligmarkedet er i bedring - at det er ved at blive stabiliseret efter først finanskrise og derefter prisstigninger de seneste to år.
- Bedringen er ikke stærk nok til at skubbe gang i et forbrugsopsving, men det er positivt, at der nu ikke længere er samme grad af modvind fra boligmarkedet, som der var for et par år siden, siger cheføkonom hos Danske Bank Steen Bocian i en pressemeddelelse.
Samtidig med prisstigningen for ejerlejligheder faldt enfamiliehuse med 0,2 procent på landsplan. Men prisstigningerne på lejlighederne vil sandsynligvis smitte af på priserne i villakvartererne, vurderer cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Lone Kjærgaard.
- Priserne på lejligheder har fundet sig et naturligt leje på grund af de lave renter, og derfor forventer vi heller ikke at se store stigninger som hidtil, men stigninger af mere afdæmpet karakter.
Samtidig forventer vi, at bedringen så småt vil sprede sig til det øvrige boligmarked, siger hun.
Prisen på ejerlejligheder lå i perioden fra december til februar 7,7 procent højere end i samme periode året før. I samme periode steg enfamiliehuse med 3,4 procent. Steen Bocian håber, at prisvæksten ebber ud over de kommende måneder.
- Det er svært at sige, om dele af boligmarkedet er ved at overophede, men to år i træk med en prisvækst på cirka 7,5 på årsbasis på lejligheder er klart i overkanten af, hvad der er langtidsholdbart, siger han.
Cheføkonom i Realkredit Danmark Christian Hilligsøe Heinig opfordrer potentielle boligkøbere til at bevare benene på jorden, særligt i Aarhus og København.
- Købsbeslutningerne skal udelukkende træffes ud fra et boligbehov, en fornuftig tidshorisont i boligen og med en robust privatøkonomi, hvor der er noget at stå imod til at kunne klare eventuelt uforudsete udgifter og et betydeligt højere renteniveau end i dag, siger han i en pressemeddelelse.
I februar var den gennemsnitlige salgspris 1.823.000 kroner for enfamiliehuse og 1.793.000 kroner for ejerlejligheder.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde