Boligpriserne stiger fortsat

Boligejerne kan glæde sig over, at værdien af deres bolig også er steget i årets andet kvartal.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det viser boligmarkedsstatistikken, som Realkreditforeningen og Realkreditrådet netop har offentliggjort.

Bedst er det gået for ejerlejlighederne, hvor prisen på landsplan er steget med 3,3 procent i forhold til årets første kvartal. I København er stigningen helt oppe på 4,4 procent for kvartalet, og priserne er 15,3 procent højere end for et år siden.

Huspriserne er steget med 0,7 procent i andet kvartal, hvilket ifølge Dansk Ejendomsmæglerforening betyder, at kvadratmeterpriserne ligger på samme niveau som i 2005, men stadig 19 procent under det prisniveau der var, da markedet toppede.

Prisudviklingen glæder cheføkonom i Arbejdernes Landsbank Lone Kjærgaard.

- Det er naturligvis rigtig positivt. Mere og mere tyder på, at boligmarkedet har lagt det værste bag sig, og at det nu ikke kun er i hovedstaden, fremgangen vinder frem, siger hun i en pressemeddelelse.

I 47 af landets 98 kommuner er der tale om prisfald. På samme tidspunkt for et år siden var der prisfald i 82 kommuner. På regionalt niveau er priserne i andet kvartal steget i alle regioner bortset fra Region Midtjylland.

Cheføkonom i Dansk Ejendomsmæglerforening Troels Theill Eriksen forklarer, boligmarkedet har nydt godt af de lave renter på boliglån. Cheføkonomen ser også positive tegn for fremtiden.

- Ifølge de seneste foreløbige nationalregnskabstal fra 2. kvartal i år vendte væksten tilbage til dansk økonomi, og der var sågar flere, der kom i beskæftigelse, hvilket er en vigtig ingrediens til fremgang på boligmarkedet, siger Troels Theill Eriksen.

I BRFkredit tror man også, at de positive takter fortsætter.

- Vores forventning er fremadrettet, at priserne på parcel- og rækkehuse, når året er omme, vil ligge på en årlig stigning omkring 3 procent, mens ejerlejlighedspriserne formentlig vil ligge omkring 5 procent i stigning.

Det siger seniorøkonom Britt Ambjørn Christiansen, der dog påpeger, at der kan være store regionale forskelle i stigningerne.

/ritzau/