Boligsælgerne er bedre til at sætte pris på boligen

Når en boligsælger i dag sætter sit hus til salg, får han eller hun næsten det, de forlanger af køberen.

Offentliggjort Sidst opdateret

I 2011 lagde villasælgerne i snit ud med en pris, der var næsten 11 procent højere end det, boligen blev solgt for. Sidste år var den forskel skrumpet ind til 6,5 procent, viser en undersøgelse af priserne fra ejendomsmæglerkæden EDC.

- Vi har kigget på forskellen på den pris, boligsælgerne har sat på nettet - og den pris som boligen er solgt til. Og eftersom priserne ikke er steget, må det være sælgerne, der har rykket sig, siger Jan Normann, kommunikationschef i EDC.

Tendensen ses over hele landet, og det er især sælgerne af ejerlejligheder, der i den første salgspris på nettet er kommet tæt på den pris, der endeligt handles til. I 2011 lå sælgerne af lejligheder 7,5 procent over salgsprisen. Sidste år var det kun fire procent.

- Helt generelt er det ejerlejligheder, hvor sælger og køber er kommet tættere på hinanden. Og da der ligger mange lejligheder i København og priserne er steget, er prisnedsættelsen her mindst, siger Jan Normann.

I hovedstadsområdet lå forskellen på startpris og salgspris på 7,8 procent i 2011. Sidste år var det skrumpet til 4,2 procent.

Størst bevægelse fra 2011 til 2012 mod en mere realistisk salgspris er sket blandt sommerhussælgere i Region Sjælland.

Her gik sælgerne i 2011 ud med forventningen om at kunne få 22,8 procent mere for sommerhuset, end de reelt fik. Sidste år var forventningen blevet dæmpet, og sælgerne satte "kun" husene til salg 10,4 procent over den endelige salgspris.

Samtidig med at sælgerne er blevet mere realistiske, er de regionale forskelle i forhold til tidligere i høj grad udlignet.

Mens boligsælgerne i København og i Nordsjælland efter boligkrisens start i 2007 var de hurtigste til at regulere priserne ned, var resten af landet mere afventende. Nu er priserne kommet ned i et leje, hvor køber og sælger nemmere kan mødes.

/ritzau/