Boligstatistik skal tages med et gran salt

Man skal ikke tro, at tal for højere boligpriser præger fremgang på markedet. Tallene for den månedlige prisudvikling kan bygge på fem handler, som skal være opfyldt i de tre seneste måneder.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det skriver Politiken:

"Mens du ligger og sover, skyder boligpriserne i vejret. Se, hvor du skal holde øje, hvis du ikke pludselig vil vågne og opdage, at priserne er vokset fra dig".

Det skrev Danmarks mest besøgte boligsite Boligsiden.dk, som ejes af de største ejendomsmæglerkæder, da det i sidste uge offentliggjorde sin månedlige statistik over boligprisudviklingen i landets kommuner.

Priserne i Vejen steg fra maj til juni med 12,8 procent. Herefter fulgte Aabenraa og Haderslev med henholdsvis 7,7 og 7,3 procent.

Politikens gennemgang af Boligsidens datagrundlag viser, at opgørelserne over prisudviklingen bygger på ned til fem månedlige handler - et minimumkrav, der skal være opfyldt i alle de tre forudgående måneder.

Men fem månedlige handler er ifølge boligøkonom og lektor ved Syddansk Universitet Morten Skak alt for lidt at basere en statistik på.

- Der er alt for stor risiko for, at én enkelt handel, hvor der enten er en meget høj eller en meget lav kvadratmeterpris, fordrejer hele statistikken. Det er problematisk. Du risikerer at tegne et fejlagtigt billede af udviklingen på boligmarkedet, siger han.

- Det er godt, at der endelig bliver sat fokus på udfordringerne med de her statistikker, som meget ofte bliver fortalt videre ufordøjet i medierne.

Kommunikationsdirektør Birgit Daetz fra Boligsiden.dk ser ikke det store problem i statistik på fem månedlige handler. Boligsiden.dks analyser har vist, at de månedlige prisstatistikker på lidt længere sigt er ret præcise, siger hun.

/ritzau/