Børsting-kritiker: Fodfolket bakker op om mit krav
Et kontroversielt forslag fra Martin Rasmussen, der er formand for HK Midt, om at afsætte Harald Børsting som formand for LO, er torsdag blevet skudt i sænk af HK-ledelsen.
Trods modstanden mod forslaget fortryder Martin Rasmussen på ingen måde sin udmelding.
- Der er blevet skudt en debat i gang, og det er delt i to lejre. Formandskollegerne har vendt tommelfingeren ned, og det overrasker mig ikke, siger han.
- Men de sms'er og mails, jeg har fået fra almindelige medlemmer og tillidsrepræsentanter, har vist opbakning. De har skrevet "godt gået", og "du har sagt det, vi andre går og tænker", siger Martin Rasmussen.
Martin Rasmussens angreb på Harald Børsting blev hurtigt modsagt af HK's øverste formand, Kim Simonsen, som også er en del af LO's daglige ledelse.
Og ved et møde torsdag i HK's forretningsudvalg, hvor Martin Rasmussen deltog, fastslog HK-ledelsen, at der ikke skal stilles krav om en ekstraordinær LO-kongres med det formål at vælte LO's formand, Harald Børsting.
Martin Rasmussen er ikke overrasket over, at hans forslag har mødt så stor modstand.
- Det er en typisk reaktion, når man undsiger en kollega i pressen. Så bliver det nærmest betragtet som en dolk i ryggen.
- Det har dog overrasket mig positivt, at jeg ikke er blevet tromlet ned. Det viser, at forslaget ikke er helt skudt ved siden af, siger formanden.
Martin Rasmussen kritiserede torsdag i en kronik i Fyens Stiftstidende LO-formanden på flere punkter, og han er glad for, at mange kan se, at der er problemer.
- Forretningsudvalget kunne ikke nå til enighed om, hvorvidt det er træneren (Harald Børsting, red.), som har skylden. Men jeg er ikke den eneste i forretningsudvalget, der ikke har tillid til Harald Børsting.
HK har tidligere torsdag oplyst, at kronikken ikke får nogen videre konsekvenser for Martin Rasmussen.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker