Branche om dyr mad: Danskerne læser jo tilbudsaviser
Det er ikke dårlig konkurrence, der driver de danske fødevarepriser i vejret. Sådan lyder det i hvert fald fra leverandørerne, efter at en analyse har vist, at danske fødevarer er de dyreste i EU.
- Jeg tror også, at forbrugerne, der modtager tilbudsaviserne i deres postkasse, vil give mig ret i, at det ikke er tilbud, vi mangler, siger Niels Jensen, administrerende direktør i brancheorganisationen Dagligvareleverandørerne.
- Den danske forbruger shopper fem gange om ugen og udnytter maksimalt de tilbud, der er, siger han.
EU's statistiske kontor, Eurostat, har sammenlignet priserne på en række fødevarer og drikke uden alkohol i de 27 EU-lande. Og resultatet er klart: De danske priser er næsten en halv gang dyrere end EU's gennemsnit.
Den danske fødevarebranche har tidligere været i søgelyset hos de danske myndigheder for ringe indbyrdes konkurrence, der er med til at skrue priserne i vejret.
Men ifølge Niels Jensen hører det med til billedet, at mange danskere altså nyder godt af at købe dagligvarer som mælk, brød og kød på tilbud - og det mener han ikke afspejler sig i Eurostats sammenligning.
Niels Jensen henviser til tal fra dagligvarebranchen, som viser, at når en tilbudsavis dumper ned postkassen i Danmark er den gennemsnitligt på 33 sider mod kun 9-10 sider i Sverige.
Desuden bliver der delt næsten fire gange flere sider tilbudsavis ud i Danmark end i for eksempel Finland og Sverige.
- Men vi må selvfølgelig erkende, at vi ikke kan konkurrere med de markeder
Dagligvareleverandørerne mener desuden slet ikke, at det giver mening at holde danske priser op imod de billigste lande som Polen og Bulgarien, hvor en pose med blandede varer kun koster det halve.
- Jeg synes, at grundlaget for analysen er forkert, siger Niels Jensen.
- Man laver en sammenligning af danske fødevarepriser med for eksempel Bulgarien og Rumænien, hvor man kan tale om en helt anden fødevarekvalitet og sikkerhed og helt andre omkostningsniveauer end i Danmark, tilføjer han.
Desuden henviser Niels Jensen til høje lønomkostninger og det høje, danske afgiftsniveau.
- Afgifter og moms er også en væsentlig faktor. Vi er det eneste land, der ikke har differentieret moms på fødevarer.
- Hvis vi tager de lande, vi sammenligner os med, så har de en reduceret moms på dagligvarer og fødevarer på i gennemsnit syv procent. Vores moms er 25 procent, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde