Butikkerne har fået gang i salget igen

Torsdag kom så yderligere et par gode nyheder: Ledigheden fortsætter overraskende med at falde, og butikkerne har fået gang i salget.

Butikkernes salg har ellers ligget underdrejet i næsten et halvt år. Cheføkonom i Nordea Helge Pedersen hæfter sig ved, at det er den største fremgang for butikkerne siden august sidste år.

- Meldingerne om det stigende detailsalg i januar kommer i kølvandet på gårsdagens særdeles opmuntrende tal for privatforbruget, der steg med hele 1,3 procent, siger Helge Pedersen.

- Dermed understøtter de vores forventninger om, at husholdningerne endelig er ved at kaste noget af den frygt overbords, siger Helge Pedersen.

Salget i de danske butikker steg med 0,4 procent fra december til januar efter to måneder med faldende salg. Det er især salget af fødevarer, der går frem, mens tøjsalget fortsat halter.

Seniorøkonom Tore Stramer påpeger, at fremgangen i dankortomsætningen og privatforbruget stadig er større end butikkernes salg. Det hænger sammen med, at vi har ændret indkøbsvaner.

- Forskellen dækker formentlig over, at flere ordner deres indkøb over nettet frem for at møde fysisk op i en butik. Dertil kommer, at dankortomsætningen også fanger køb af rejser, restaurantbesøg, og bilsalg, påpeger han.

Butikkernes salgsfremgang understøtter dog de øvrige tegn på, at forbruget er på vej op, mener Tore Stramer.

- Dagens tal peger samlet set i retning af, at danskerne er ved at skrue op for forbruget.

Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen mener, det er bemærkelsesværdigt, at der bliver skruet op for forbruget, selv om kriseoverskrifterne stadig dominerer, og både reallønnen og boligpriserne falder.

Det kan der være to forklaringer på, mener han. For det første er renten faldet ret kraftigt i perioden, især til gavn for flekslånerne.

For det andet er frygten for arbejdsløshed blevet mindre især blandt de offentligt ansatte, hvor beskæftigelsen er holdt op med at falde.

- Nu, hvor trygheden måske er vendt lidt tilbage, er der derfor også plads til at bruge lidt mere, siger Las Olsen.

Økonomerne forventer, at forbruget vil få yderligere en vitaminindsprøjtning, når efterlønspengene kommer til udbetaling. Men det bliver ikke et nyt, kraftigt forbrugsopsving:

- Alt i alt er tilliden stadig lav, boligmarkedet presset, realindkomsterne faldende og beskæftigelsen stagnerende, påpeger Las Olsen.

/ritzau/

Der er så småt tegn på bedring i dansk økonomi. Onsdag viste nye tal, at der er en beskeden vækst i dansk økonomi, og at forbruget stiger.

Offentliggjort Sidst opdateret