Chefredaktør på Dagens Medicin er fyret

Børsen overtog i maj Dagens Medicin. Og det får nu konsekvenser for Dagens Medicins chefredaktør og administrerende direktør Kristian Lund. Han mister nu jobbet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bruddet skyldes uenighed om strategien for mediet, der er en del af mediekoncernen Bonniers danske aktiviteter, oplyser Dagens Medicin i en pressemeddelelse.

Bonnier valgte i maj at flytte Dagens Medicin ind under Børsen fra nytår. Meningen er, at Dagens Medicin skal tilbage i tocifrede overskudsgrader.

Administrerende direktør og chefredaktør for Børsen Anders Krab-Johansen har tidligere sagt, at der er nogle klare fordele i at rykke Dagens Medicin tættere på Børsen.

- Dagens Medicin har - historisk og indtil for nylig - været en rigtig god forretning. Det har haft et par dårlige år, men man skal vende tilbage til de overskudsgrader, man har haft før, sagde han i maj til Mediawatch.

Anders Krab-Johansen bliver bestyrelsesformand for fagbladet. Samtidig træder Børsens kommercielle direktør, Allan Hansen, og husets økonomichef, Anders Busch, ind i bestyrelsen.

Fyringen af Kristian Lund lå ikke umiddelbart i kortene.

- Der kan komme nogle ændringer i bemandingen, men det vil ikke være særlig voldsomt, har Anders Krab-Johansen tidligere sagt.

Dagens Medicin havde i andet halvår 2012 gennemsnitligt 45.000 læsere. Det er et fald på 10 procent sammenlignet med samme periode året før.

Af Børsen fremgår det, at den fremtidige ledelse af Dagens Medicin ventes at falde på plads snarest.

/ritzau/