Coop bruser af glæde: Salg af sodavand eksploderer

Danskerne har i løbet af den gode danske sommer købt rigeligt med sodavand, oplyser supermarkeds-koncernen Coop, der blandt andre står bag kæder som Irma og Superbrugsen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Koncernen har mærket en stigning i salget af sodavand på omkring 20 procent siden 1. juli, fortæller informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen.

- Det har været en rigtig god sommer, når man sælger sodavand. Det varme vejr har spillet en rolle, men det har også noget at gøre med afgiftssænkningerne, siger han.

Regeringen besluttede sammen med de borgerlige partier at sænke afgifterne på øl og sodavand fra 1. juli som en del af vækstplanen. Men mens salget af sodavand bobler, er salget af øl mere behersket. Her meldes der om en stigning på under 10 procent.

- Generelt er ølforbruget faldende, og afgiftsfaldet er heller ikke så markant som på sodavand, forklarer Jens Juul Nielsen.

Han fortæller, at Coop forventer, at salget af sodavand vil fortsætte med at stige fra nytår, hvor afgifterne falder yderligere. Og her vil et godt sommervejr ikke bidrage til stigningen i salget.

- Når der kommer en afgiftssænkning fra årsskiftet på sodavand, vil den samlede stigning ligge permanent på 20 procent, siger Jens Juul Nielsen.

Samtidig med Coop melder Bryggeriforeningen også om en stigning i salget af øl og sodavand. I forhold til juli sidste år er der sket en stigning i salget på 16 procent, oplyser foreningen.

/ritzau/