Danmark indtager trist førsteplads i affaldsforbrænding
Selvom Danmark ønsker at bære den grønne førertrøje udi at genanvende ressourcer, er vi, trods de gode intentioner, det land i EU, der brænder mest affald af i stedet for at genbruge det.
Det viser en ny rapport fra Det Europæiske Miljøbureau EEB, der er udsendt mandag. Rapporten fastslår, at Danmark brænder 54 procent af sit affald af. I 2010 blev der således futtet 365 kilo affald per indbygger af i forbrændingsovnene.
Danmarks Naturfredningsforening opfordrer regeringen til at tilskynde kommunerne til mere genanvendelse og biogasproduktion fra det grønne affald.
- Det er centralt for såvel miljø og natur som for dansk erhvervsliv, at vi lærer at genanvende materialerne i udtjente produkter og dermed bliver mindre afhængige af materialer fra verdensmarkedet, siger præsidenten i Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen.
Hun opfordrer til, at regeringen stopper renoveringen af eksisterende forbrændingsanlæg og opførelsen af nye. Mange af anlæggene er nemlig pensionsmodne, da hver fjerde er over 20 år gamle.
- Vi opfordrer regeringen til at indføre et øjeblikkeligt stop for alle nybygninger og udvidelser af affaldsforbrændingsanlæg, mens vi tænker os om endnu en gang, siger Ella Maria Bisschop-Larsen og tilføjer:
- For det er ikke kun værdifulde ressourcer, vi brænder af. Vi sender også arbejdspladser og grøn udvikling ud gennem samme skorsten.
En undersøgelse fra EUs Miljøagentur viser, at der fra 2000 til 2007 blev skabt 189 millioner job i Europa i relation til genbrug, og at disse job ligger i den høje ende af indkomstskalaen.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker