Danmark kan vinde på genopbygning i Japan

Det mener handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), som i disse dage besøger Japan.

Landets regering lægger vægt på, at genopbygningen sker med blik for miljøet og udfordringerne med at erstatte energien fra de nu lukkede kernekraftværker.

På konferencen FutureCities i Tokyo tirsdag morgen, dansk tid, slår Pia Olsen Dyhr til lyd for grønne danske byløsninger som et væsentligt bidrag til Japans genopbygning.

- Danmark skal være med til at hjælpe Japan med at skabe nye, bedre og mere miljørigtige byer, siger Pia Olsen Dyhr.

- Det vil skabe et stort marked for danske virksomheder, der kan være med til at genopbygge byer med for eksempel effektiv energiudnyttelse, klimavenlige løsninger og affaldshåndtering, tilføjer ministeren.

Det ventes oven på Fukushima-katastrofen, at Japan i fremtiden vil fokusere langt mere på energi fra sol, vind, biomasse og naturgas.

Den japanske regering vil indtil 2020 bruge omkring 488 milliarder euro på at skabe et nyt marked for grønne produkter og teknologier.

Japan har oprettet en fond med omkring 17 milliarder danske kroner til energibesparelser og økologistøtte. Den danske samarbejdsby Higashi-Matsushima er blevet udnævnt til en af 11 miljørigtige "fremtidsbyer".

Dansk eksport kan få chancen, når det gælder måder at integrere vedvarende energi i elnettet, it-produkter samt vindmøller, pumper og biomasseanlæg, påpeger handelsministeren.

De japanske planer for fremtidens byer er ifølge Pia Olsen Dyhr også interessante for den danske sundheds- og velfærdsindustri, da Japan både har en aldrende befolkning og en høj levestandard.

/ritzau/

Dansk erhvervsliv kan få en vigtig rolle i en grøn genopbygning af det nordøstlige Japan efter katastroferne sidste år med tsunami, jordskælv og ulykken på atomkraftværket Fukushima.

Offentliggjort Sidst opdateret