Danmarks økonomi skal under EU's lup

I den netop offentliggjorte Alert Mechanism Report, der har til formål at opdage økonomiske faresignaler i tide, figurerer Danmark på listen over 12 EU-lande, hvis økonomi EU-Kommissionen vil lave "dybdegående" analyser af.

Dermed optræder Danmark på samme liste som kriseramte lande som Spanien og Italien.

Også Sverige, der normalt opfattes som en stærk økonomi, skal have sin økonomi gransket på grund af såkaldte makroøkonomiske ubalancer.

Her måler man over en flerårig periode ting som gæld, udviklingen i import og eksport samt omkostninger i forhold til arbejdskraft i de enkelte EU-lande.

EU-Kommissionen hæfter sig blandt andet ved, at Danmark har et relativt højt niveau for gæld i den private sektor.

Danskernes private gæld på 244 procent af bruttonationalproduktet (BNP) overstiger EU-Kommissionens tærskel på 160 procent af BNP med hele 84 procentpoint.

EU-Kommissionen noterer sig dog, at den høje gæld i det private afspejler danskernes høje pensionsopsparinger.

Det er første gang, EU-Kommissionen offentliggør den såkaldte Alert Mechanism Report.

Ud over Danmark, Sverige, Spanien og Italien skal også Belgien, Bulgarien, Frankrig, Cypern, Ungarn, Slovenien, Finland og Storbritannien have gennemgået deres økonomier.

Grækenland, Irland og Portugal er ikke med på listen, da de allerede modtager økonomisk støtte fra EU, og Rumænien er blandt de lande, der heller ikke er med.

/ritzau/

Foto: Stringer /Scanpix

Den danske økonomi skal under EU-Kommissionens lup.

Offentliggjort Sidst opdateret