Dansk økonomi afværger recession
Det danske bruttonationalprodukt (BNP) steg kun 0,2 procent i første kvartal i forhold til fjerde kvartal 2012, viser nationalregnskabet opgjort af Danmarks Statistik.
I forhold til sidste år er BNP faldet 0,8 procent.
Den svage udvikling var dog ikke nogen stor overraskelse for økonomerne. Ifølge estimater indsamlet af Ritzau Finans var der ventet en vækst på bare 0,1 procent.
Dermed undgår den danske økonomi at havne i recession, efter at BNP faldt med 0,9 procent i fjerde kvartal. Recession kræver nemlig negativ vækst to kvartaler i træk.
Graver man et spadestik dybere ned i tallene viser det sig dog, at det er en kraftig lageropbygning hos virksomhederne, der har trukket væksten i plus, pointerer seniorøkonom Tore Stramer fra Nykredit.
- Således trak lagrene alene BNP-væksten op med 1,2 procent. Det er desværre en stor streg i regningen, skriver han i en kommentar.
Beskæftigelsen er faldet med cirka 7000 personer, oplyser Danmarks Statistik, mens eksporten er faldet 0,4 procent.
Det betegner chefanalytiker Mikkel Høegh fra BRF Kredit som et kraftigt fald. Han mener, at dansk økonomi i realiteten balancerer på kanten af recession.
- Set i lyset af at tallene ikke er endelige, og at der ofte kan forekomme revisioner på op til 0,5 procent, kan det bestemt ikke afvises, at dansk økonomi er i recession, skriver han i en kommentar.
Privatforbruget steg 0,1 procent, mens det offentlige forbrug faldt 2,1 procent.
Nykredit regner alt i alt med, at dansk økonomi vil vokse 0,1 procent i år, mens BRF Kredit regner med en vækst på 0,2 procent. Den danske regering regner selv med, at væksten når op på 0,5 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde