Dansk økonomi halter trods svag fremgang
Dansk økonomi er i svag fremgang og undgår med nød og næppe recession.
I årets tredje kvartal steg væksten med 0,1 procent, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Det er dog for tidligt at klappe i hænderne, da BNP-tallene for første og andet kvartal er blevet revideret til det værre.
Således viser de seneste tal, at væksten i andet kvartal er nedrevideret fra minus 0,4 procent til minus 0,7 procent. I første kvartal er tallet dykket fra en positiv vækst på 0,4 procent til 0,1 procent.
Seniorøkonom i Nykredit Tore Stramer understreger alvoren:
- Det er en ganske markant nedrevidering, der helt bør overdøve den svage optimisme dagens positive væksttal ellers kunne give anledning til, siger han.
- Man bør dertil holde sig for øje, at BNP-væksten angives med en usikkerhed på plus minus 0,5 procentpoint. Hvorvidt der var teknisk recession eller ej i midten af 2012 er således også fortsat usikkert.
Teknisk recession eller ej, så er det samlede vækstbillede meget svagt. Meget tyder således fortsat på, at 2012 bliver et tabt vækstår, fastslår han.
Regeringen forventer en vækst på 0,9 procent i år og 1,7 procent i 2013 - ifølge flere økonomer og den internationale organisationen for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD, er det et urealistisk skøn.
Finansminister Bjarne Corydon (S) erkender da også, at de seneste tal ikke er opmuntrende. Han tror dog fortsat på en bedring næste år.
- Danmark er stadig midt i en økonomisk krise og vendingen i økonomien lader vente på sig. Selvom BNP stiger svagt, så er tallene ikke opmuntrende, siger Bjarne Corydon i en mail til Ritzau.
Det seneste tal viser også, at forbruget i det offentlige steg med 0,2 procent i tredje kvartal, mens privatforbruget faldt 0,1 procent.
- Vi må konstatere, at danskerne snusfornuftigt holder igen med forbrug som reaktion på gældskrisen i eurozonen, siger Bjarne Corydon.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker