Det britiske selskab Cobham har i flere uger belejret den danske virksomhed og lokket forgæves med et bud på 2,4 milliarder kroner.
Nu har bestyrelsen i det danske selskab accepteret et nyt forhøjet bud fra Cobham på 2,5 milliarder kroner. Det svarer til 435 kroner per aktie mod tidligere 420 kroner.
Virksomhedens stifter og hovedaktionær Lars Thrane har ligeledes sagt god for briternes bud, der ligger små 100 millioner kroner over det oprindelige bud.
- Bestyrelsen er glad for at kunne anbefale aktionærerne at tage imod købstilbuddet fra Cobham. Gennem konstruktive forhandlinger har vi opnået en forhøjet attraktiv pris på aktierne, siger Morten Eldrup-Jørgensen, der er bestyrelsesformand i Thrane & Thrane.
Flere af de store aktionærer har i forvejen accepteret briternes købstilbud, og Cobham sidder derfor allerede nu på knap halvdelen af aktiekapitalen i selskabet.
Stifteren Lars Thrane, der også er medlem af direktionen og bestyrelsen, har hidtil været modstander af et salg. Men han har nu også givet briterne et bindende tilsagn om at sælge sin aktiepost, der udgør 22,7 procent.
Cobham har tidligere meldt ud, at de ikke havde i sinde at hæve buddet, men det er altså nu sket alligevel. Og briterne glæder sig over, at handlen ser ud til at blive en realitet.
- Med bestyrelsens anbefaling kan vi hurtigt og sikkert integrere Thrane & Thrane i Cobham-koncernen, siger bestyrelsesformand John Devaney i en kommentar.
Cobham vil bruge det danske satellitfirma til at udvide forretningen inden for forsvars- og sikkerhedsområdet.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker