Danske aktier er tilbage på førkrise-niveau
Foto: Brian Bergmann /Scanpix
Brian Bergmann /Scanpix
De børsnoterede, danske selskaber har lagt finanskrisen bag sig. I hvert fald, hvis man måler efter aktieindekset C20, som tirsdag er lukket i det højeste niveau siden november 2007.
En lukkekurs på 497,59 er ikke set højere siden lige før den internationale finanskrise i efteråret 2008 sendte aktiemarkederne på en nedtur, der for det danske markeds vedkommende kulminerede i marts 2009, hvor C20-indekset var helt nede i 213,11.
Nu er værdien af landets 20 største aktier altså mere end fordoblet, men det er ikke et udtryk for, at selskaberne står lige så stærkt som før krisen, påpeger seniorstrateg Henrik Drusebjerg fra Nordea.
- Verden er stadig i krise, men lige præcis i det danske aktieindeks er der Novo Nordisk, som bærer indekset op, forklarer han til Ritzau.
Det seneste år er C20-indekset steget med 33,6 procent, og Henrik Drusebjerg anslår, at Novo Nordisk står for totredjedele af den stigning.
Grunden til, at en enkelt aktie kan trække så højt op, er, at indekset vægter aktierne efter selskabernes markedsværdi, og Novo Nordisk er over de senere år blevet mere og mere værd, hvilket har gjort deres indflydelse på C20 større og større.
For mens verdensøkonomien har været bremset, er det lykkedes den danske medicinalvirksomhed at udvide sit salg af blandt andet insulin- og hormonprodukter.
- Novo er gået fra at være et stort selskab til at være altdominerende i C20. Fjerner man dem, så har danske aktier klaret sig udmærket, men ikke bedre end så mange andre markeder, vurderer Henrik Drusebjerg.
Derfor skal man også have haft en rigtig stor del af sin investering i Novo Nordisk-aktier, hvis man skal have oplevet samme stigning som indekset det seneste år.
- Har du ikke haft en meget voldsom eksponering i Novo, vil du slet ikke kunne genkende de her stigninger i din opsparing, siger Henrik Drusebjerg.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde