Valgresultatet i de to lande faldt ikke i finansmarkedets smag.
Der er ifølge chefanalytiker Ulrik Bie, Nykredit Markets, skabt en kedelig "cocktail" af problemer.
Mens Grækenland længe har stået højt på dagsordenen for økonomisk uro, så hæfter Ulrik Bie sig især ved valget i Frankrig.
- Vi har ingen kærlighed til Sarkozy, men vi ved, at han i et vist omfang står for en fortsættelse af det kendte. Det, vi hørte fra den nye præsident Hollande i sejrstalen i går, var ikke fremragende, lyder vurderingen fra Ulrik Bie.
Hollande taler om flere ting, som går stik imod finansmarkedets ønsker: flere offentligt ansatte, tilbagerulning af pensionsreformer, højere mindsteløn og en mere rundhåndet finanspolitik.
- Hvis der er fire ting, som Frankrig ikke har brug for, så er det dem, lyder det fra Ulrik Bie.
Til forskel fra andre lande i Sydeuropa er Frankrig endnu ikke kommet i gang med reformer, der kan styrke landets konkurrenceevne. Alligevel går man nu yderligere væk fra den vej.
I første omgang håber Ulrik Bie, at den nye franske ledelse tænker sig godt om, inden man kommer ud med meldinger, der kan skabe uro i de økonomiske cirkler.
Han venter dog også, at franskmændene vil blive trukket tilbage på sporet. Tyskland står fast på kravene om orden i de enkelte landes økonomier, og Frankrig kan ikke vente, at nogen vil finansiere større franske underskud.
Valget i Grækenland var heller ikke nogen hjælp til aktierne. En regering, der holder Grækenland fast på reformvejen, hænger i en tynd tråd.
Allerede til juni skal grækerne levere nye store besparelser. Ulrik Bie peger på, at det kan blive svært at nå med den usikkerhed, der er om en ny græsk regering.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned