Danske Bank spår kæmpe bank-omvæltninger
Storfusioner og opkøb vil skabe nye giganter i den danske banksektor, hvor der også er vidtrækkende fyringsrunder og filiallukninger i hobetal på vej.
Sådan lyder den opsigtvækkende vurdering fra Danske Banks analyseafdeling, Danske Markets, ifølge Børsen.
Avisen er kommet i besiddelse af en fortrolig analyse, hvori man blandt andet sætter navn på de banker, der forventes ikke at klare skærene.
Det gælder den kriseramte Vestjyske Bank, som er Danmarks niendestørste pengeinstitut. Nykredit eller Svenska Handelsbanken nævnes som de mest oplagte købere til at stå på spring i et muligt tvangssalg.
Vestjyske Bank har simpelthen ikke nok penge i tanken til at forblive selvstændig, spår Danske Bank.
Men der er flere andre iøjnefaldende vurderinger i analysen, der fylder 25 sider og ifølge Børsen er forfattet af nogle af landets bedste bankanalytikere; Lars Holm og Per Grønborg.
En ny storbank i Jylland kommer til se dagens lys, når Jyske Bank og Sydbank vil slå pjalterne sammen og fusionere, skriver Børsen.
Dermed kan bankerne skille sig af med hver fjerde ansatte og lukke halvdelen af alle filialer, lyder det.
Danske Bank selv vil sammen med Nordea være tvunget til at lukke mere end 250 bankfilialer i Danmark de næste fem år. Danske Bank skal lukke og slukke 160 filialer, og Nordea må sige farvel til 107 af slagsen, lyder prognosen.
Den ordførende direktør i Danske Bank, Eivind Kolding, ønsker ikke at sige noget til Børsen om den fortrolige analyse, som avisen har fået indsigt i.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub