Danske banker kalder ny bankaftale for betryggende
De danske banker kalder det betryggende, at EU-landene nu er nået til enighed om at opbygge en pengetank på 410 milliarder kroner, der skal håndtere afvikling af kuldsejlede banker.
- Som det ligger nu, så ser det betryggende ud, siger vicedirektør i bankernes brancheforening, Finansrådet, Louise Mogensen.
- Det er betryggende, at der er fælles europæiske regler for, hvordan man skal håndtere et nødlidende pengeinstitut. Og det er betryggende, at man opbygger den nye fond over en årrække, siger hun.
Spørgsmål: Er det betryggende, at man opbygger en ny fond, eller er det betryggende, at det sker over en årrække?
- Det havde været ekstra belastende, hvis den nye fond var blevet lagt oven i de to fonde, som bankerne allerede betaler til (indskydergaranti- og krisehåndteringsfonden, red.).
- Men samtidig med, at de opbygger den nye fond, så reducerer man krisehåndteringsfonden, og det, synes vi, ser betryggende ud, forklarer Louise Mogensen.
EU-landenes aftale mangler fortsat at blive forhandlet på plads med Europaparlamentet. Og selvom regningen for aftalen, som det ser ud nu, ikke kommer til at ramme skatteyderne, så kan Finansrådet ikke udelukke, at den ender hos bankkunderne.
Spørgsmål: Hvem skal betale regningen for, at man skal lægge 410 milliarder kroner til side?
- Det bliver jo taget fra bankernes kasse, som alternativt kunne have givet lavere rente på udlån, og det kunne have givet flere udlån. Så det er jo penge, der kunne have været egenkapital i bankerne i stedet for at ligge passivt i en fond.
Spørgsmål: Kommer kunderne til at mærke noget?
- Det er for tidligt at vurdere. Det tegner ikke til, at der kommer en ekstra regning, lyder det fra Finansrådets vicedirektør.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde