Danske firmaer rykker ind i hærget Libyen
Først bidrog danske kampfly til at vælte Gaddafi-styret i Libyen. Nu skal danske virksomheder i aktion i den langvarige genopbygning af det nedslidte nordafrikanske land, som er rigt på naturressourcer.
Moderniseringen af landet kan skabe et helt nyt eksportmarked for danske virksomheder ifølge handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), der onsdag og torsdag besøger hovedstaden Tripoli i forbindelse med en dansk-libysk handelskonference.
Der er netop blevet udpeget en ny regering i Libyen og besøget skal bruges til at se nærmere på, hvordan Danmark kan bidrage til en fortsat positiv udvikling i landet efter afslutningen på 42 års diktatur.
Under besøget skal Pia Olsen Dyhr åbne konferencen "Libyan Danish Business Day", hvor cirka 50 libyske og omkring 10 danske virksomheder deltager.
- Danske virksomheder kan levere nogle af de løsninger, som libyerne efterspørger på en række vigtige områder som infrastruktur, drikkevand, miljø, energi og sundhed. Besøget er en god lejlighed til at se nærmere på de udfordringer, libyerne står med, siger hun.
Genopbygningen af infrastruktur og produktionsfaciliteter forventes at blive prioriteret højt af den libyske regering, fordi det udløse en kraftig økonomisk vækst og skabe mange nye arbejdspladser.
Økonomien skønnes at vokse 11,5 procent årligt frem til 2016.
Handels- og investeringsministeren forventer et boom i danske virksomheders salg til Libyen. Traditionelt har Danmark eksporteret fødevarer og specialmaskiner til forskellige industrier samt medicin.
- Det vil naturligvis fortsætte og forhåbentlig stige. Men eksporten af højteknologisk udstyr samt knowhow i sundheds-, miljø- og energisektorerne vil formentlig boome i de kommende år, siger hun.
Pia Olsen Dyhr tilføjer, at den danske støtte også rækker ud over det handelsmæssige.
- Vi hjælper også Libyen med opbygningen af nye institutioner, en fri presse, dannelse af NGOer på menneskerettighedsområdet og har også fokus på kvinders rettigheder, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker