Danske forbrugere ser mere lyst på fremtiden
Danskerne ser lidt mere lyst på fremtiden - især når det gælder landets økonomi, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Tillidsindikatoren var i juli 3,7 mod 3,4 i juni. Det er det højeste niveau siden 2010.
Cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig, siger, at tirsdagens tal har været imødeset med stor spænding.
- Forbrugertilliden tog et stort hop op i positivt terræn i juni, som automatisk bidrog til et lidt mere positivt syn på dansk økonomi - både blandt økonomer og i mediebilledet.
- Det er derfor også glædeligt at kunne konstatere, at der i juli fortsat er en overvægt af de danske husholdninger, der ser mere lyst på den økonomiske tilværelse, siger Christian Hilligsøe Heinig i en skriftlig kommentar til dagens tal.
For første gang siden maj 2011 vurderer danskerne, at Danmarks økonomiske situation er bedre i dag end for et år siden. Derimod ser vi lidt mindre positivt på vores egen privatøkonomiske situation: Den er lidt dårligere i dag end for et år siden.
Cheføkonom i Danske Bank, Steen Bocian, vurderer, at der samlet set er grund til at forvente en fremgang i forbruget i 2013:
- Det er dog værd at understrege, at de danske forbrugere bestemt ikke synes at være på vej til at gå amok i en forbrugs-rus.
- Opsparingskvoten er fortsat høj, men en smule forbrugsfremgang er der plads til særligt drevet af indkomstudviklingen, siger Steen Bocian.
Cheføkonomen peger på, at lidt mere håndfaste indikatorer for det private forbrug som eksempelvis dankortomsætning og nationalregnskabstal understøtter forventningen om en moderat fremgang i forbruget.
Samtidig har arbejdsmarkedet været rimeligt stabilt det seneste år, og det er også med til at styrke forbruget og tilliden.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde