Danske priser stiger langsommere end de europæiske
Køber du ind i Danmark, er prisen på mange varer næsten den samme som for et år siden.
I august steg inflationen herhjemme med 0,1 procent i forhold til august 2012. Ser man på inflationen i EU, steg den med 1,5 procent i samme periode, viser tal fra Danmarks Statistik.
- Generelt er inflation en temperaturmåling på, hvordan det går i økonomien. Det lave niveau er således et udtryk for, at den europæiske økonomi stadig kører i lavt gear, siger Ulrikke Ekelund, cheføkonom i BRF Kredit, i en kommentar.
Det er eksempelvis prisfald på benzin og mad, der får pengene til at række længere i Danmark.
Og at inflationen er markant højere i EU end i Danmark skyldes blandt andet, at prisændringer på fødevarer, forsikringer og elektricitet bidrager mere til inflationen i EU end i Danmark. Og en lav inflation kan både være godt og skidt.
- Det gode er, at pengene rækker længere, når man er nede og handle ind - og det giver en fordel i konkurrenceevne, da danske varer bliver billigere set i forhold til varer fra andre EU-lande, siger cheføkonomen.
- Nitten ved lav inflation er risikoen for deflation, altså en situation hvor priserne på varer falder og falder, siger hun.
Ulrikke Ekelund påpeger dog, at vi ikke skal ikke være bekymrede for inflationsspøgelset endnu. Det kræver en længerevarende periode med meget lav eller negativ udvikling i priserne.
Ser man på de danske priser med amerikanske og japanske briller, så ligger vi igen lavest. I USA steg inflationen over et år med 1,5 procent, mens den i Japan voksede med 0,75 procent.
I EU ligger Danmark også i bunden, når man ser på de enkelte lande. Kun Grækenland, Bulgarien, Letland og Irland har en inflation, der er lavere end den danske. Den græske lå - som den laveste - på minus en procent.
Den højeste inflation i EU står Estland for, hvor den var på 3,6 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde