Danske topchefer: Glem alt om lønforhøjelse i 2013
Danske topledere forventer, at lønmodtagerne må se deres realløn skrumpe næste år.
Det viser en rundspørge i Jyllands-Postens erhvervslederpanel, som består af 172 personer fra Danmarks største virksomheder. Halvdelen af de adspurgte tror på tilbagegang, mens kun otte procent tror på fremgang.
- Jeg er ikke overrasket over de udmeldinger, og jeg tror, det er meget retvisende, siger underdirektør i DI Steen Nielsen til Jyllands-Posten.
- Vi har i vid udstrækning set, hvordan årets lokale lønforhandlinger har betydet tilbagegang for mange medarbejdere, og kigger vi fremad, er det svært at få øje på, hvad det er for økonomiske forhold, der skal blive bedre, fortsætter han.
Også Dansk Erhverv ser sort på medarbejdernes økonomi:
- Den tendens kan vi bekræfte fra vores medlemmer. Set i lyset af virksomhedernes konkurrencesituation har de kun et lille spillerum, siger Morten Schønning Madsen, der er underdirektør i Dansk Erhverv til Jyllands-Posten.
Økonomer i tre af landets største banker ser ikke helt så sort på fremtiden.
Men i stedet for nedgang, mener økonomer i Nordea, Sydbank og Danske Bank, at udviklingen i reallønnen i stedet kommer til at stå helt stille på grund af en lavere inflation.
- Efter reallønsfald i både 2011 og 2012 viser vores prognoser en reallønsstigning tæt på nul, siger cheføkonom i Sydbank Jacob Graven til Jyllands-Posten.
- De lidt forbedrede udsigter skyldes primært, at vi forventer lavere inflation i 2013, mens lønstigningen sandsynligvis vil være omtrent uændret i forhold til 2012, tilføjer han.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde