Danskerne kan endelig se en lysere økonomisk fremtid

Danskerne ser nu mere lyst på fremtiden gennem et par økonomiske briller, end de har gjort længe. Det viser en analyse lavet af CEM Institute-Voxmeter for Ritzaus Bureau .

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er blandt andet en mindre bekymring for at miste jobbet, der skinner i gennem. For andet kvartal i træk er den bekymring faldet - og det er første gang siden finanskrisen satte ind.

Blandt kvinderne er en tredjedel af de adspurgte stadig "meget bekymrede" for arbejdsløshed, mens det kun gælder lidt mere end en femtedel af mændene.

Men selv om vi ser lidt mere lyst på jobsituationen, har vi alligevel vanskeligt ved at slippe bremsen, der hæmmer forbruget.

En af de ting, der fortsat står i vejen for væsentlige ændringer i forbruget, er opsparingsplanerne, som fortsat stiger. Og lige nu ligger planerne om at gemme sine penge på det højeste niveau i 10 år, viser tallene.

Samlet betyder det, at der ikke er udsigt til, at det er danskernes købelyst, der for alvor skal få gang i væksten og økonomien herhjemme. Ifølge analysen er forbrugsfesten udskudt lidt endnu.

Eksportrådet under Udenrigsministeriet fastslår dog også i en prognose, at det er mere salg til udlandet. der skal være med til at trække Danmark i gang igen. Rådet forventer en vækst i eksporten på to procent i år og 5,25 procent næste år.

Og mere salg til lande som Kina, Tyskland, Norge og USA er godt nyt for danskerne.

Handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) fastslår, at hver gang Danmark øger eksporten med en milliard kroner, så betyder det alt andet lige 600-700 nye arbejdspladser i Danmark.

Den samlede danske eksport forventes at lande på 543 milliarder kroner i år. Til næste år vil den ende på 554,1 milliarder kroner, viser prognosen.

/ritzau/