Danskerne satser på bedre økonomisk fremtid
Mens den økonomiske krise ikke vil slippe sit tag, håber familien Danmark på, at den økonomiske situation er bedre om et år.
Forbrugerne forventer stadig, at både familiens og Danmarks økonomiske situation om et år vil være bedre end i dag, viser tal fra Danmarks Statistik.
Tallene viser, at forbrugernes tillid i februar steg svagt fra minus 2,7 i januar til minus 2,0 i februar.
- Den svage stigning kan henføres til en mere gunstig vurdering af familiens økonomiske situation om et år, mens også Danmarks økonomiske situation nu og om et år vurderes lidt bedre, siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark.
Han påpeger, at alt andet end en underliggende stigning i dagens forbrugertillidstal ville have været en overraskelse.
- Danskerne har fået en ny omgang rekordlave renter på deres flekslån efter årsskiftet, skattelettelserne for 2013 er nu blevet synlige på lønsedlen, og inflationen er faldet, siger han i en kommentar og fortsætter:
- Endelig har vi set, at gældskrisen i euroområdet har været på skrump, og det er alt andet lige også gode nyheder for en lille åben økonomi som den danske, lyder det fra cheføkonomen.
Tore Stramer, seniorøkonom i Nykredit, kalder dagens tal for skuffende set i lyset af, at mange danskere har fået et løft i rådighedsbeløbet her i starten af året.
- Der er dog normalt er en tendens til, at forbrugertilliden falder i februar som følge af, at forbrugerne ved januarudsalgets afslutning svarer mere negativt på, hvor fordelagtigt de mener det er at anskaffe større forbrugsgoder som tv, siger han.
tallene fra Danmarks Statistik viser, at danskerne fortsat regner med, at arbejdsløsheden vil være steget om et år sammenlignet med i dag. Og det er en forventning, Man deler i Nykredit:
- Væksten er i øjeblikket langt fra stærk nok til at drive en fremgang i beskæftigelsen, og den stigende usikkerhed blandt erhvervslivet stikker også en kæp i hjulet på jobskabelsen, siger Tore Stramer.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde