Den såkaldte forbrugerkredit, der er lån taget udenfor bankerne, viser, at vi skyldte 18,6 milliarder kroner væk i fjerde kvartal 2011. Det er en stigning på en halv procent i forhold til kvartalet før. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
De såkaldte blankolån, der er kontantlån, som ikke er knyttet til købe- eller kontokort, og hvor der ikke stilles sikkerhed, ligger på et uændret niveau på lidt under ni milliarder kroner.
Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen siger, at modsat hvad man måske skulle tro, er der typisk færre, der tager blankolån i dårlige tider:
- De fleste af de hurtige forbrugslån bliver taget i forbindelse med forbrug, hvor varen skal hjem her og nu - ikke for at klare sig gennem hårde tider, siger Las Olsen i en kommentar til tallene.
Hos Nykredit lægger seniorøkonom Tore Stramer vægt på, at der trods alt er sket en lille stigning på 100 millioner kroner i kreditten.
- Privatforbruget har vist lidt bedre takter i slutningen af 2011, hvor særligt dankortomsætningen er steget pænt, siger han og fortsætter:
- På den anden side er forbrugertilliden faldet mærkbart igennem sidste halvår af 2011, hvor især forbrugernes vurdering af familiens egen økonomiske situation er faldet voldsomt og i øjeblikket befinder sig på det laveste niveau siden slutningen af firserne.
Derfor mener Tore Stramer, at tallet falder godt i tråd med Nykredits overordnede opfattelse af, at faldet i privatforbruget er bremset op, men at der dog bestemt ikke er udsigt til prangende vækst.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde