Danskernes penge bliver i pungen

Danskerne holder igen på pengene, og det betyder, at butikssalget faldt i oktober efter en lille stigning i september. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev handlet for 0,9 procent mindre i oktober end i september, og der blev sparet på både tøj og fødevarer trods nye lange åbningstider i butikkerne.

Trods rekordlave renter og udbetalte efterlønspenge for 25 milliarder kroner lægger vi færre penge i butikkerne.

Nye tal viser, at detailsalget nu befinder sig på det laveste niveau siden begyndelsen af 2004.

Siden toppen i 2007 er detailsalget faldet med omkring 14 procent. Det er den vigtigste årsag til, at mange danske butikker i de seneste år har måttet dreje nøglen om.

- Det mest positive for udsigterne er, at danskerne faktisk har pengene. Vi vil bare ikke bruge dem lige nu. Det betyder, at der først og fremmest er brug for et stemningsskifte hos os alle sammen, mener cheføkonom i Jacob Graven, Sydbank.

- Der er blot ikke noget der tyder på, at et sådant stemningsskift er på vej. Men når det kommer, er der basis for solid fremgang i forbruget, siger han.

Detailhandlen har med enkelte undtagelser været konstant faldende siden starten af finanskrisen.

- Sidste måned så vi dog en overraskende stigning, som skabte et håb om, at forbrugerne så småt var ved at få pengene op af lommen igen, siger økonom Mira Lie Nielsen fra erhvervsorganisationen Dansk Erhverv.

- Nu ser det dog ud til, at det har været en enlig svale, som dagens fald har skudt ned. Det er dermed nu op til julehandlen at redde detailomsætningen i endnu et magert år.

Normalt står danskernes tøjindkøb med videre for 10 procent af den samlede detailsalg, men det faldt i oktober med 3,9 procent, og er dermed årsag til knap halvdelen af det samlede fald.

Fødevarer og andre dagligvarer faldt med 0,4 procent, mens salget af andre forbrugsvarer faldt med 0,4 procent.

I forhold til sidste år var detailsalget, når tallene er renset for prisudvikling, 1,4 procent lavere end i samme måned sidste år.

Det samlede detailsalg var i årets første 10 måneder 2,5 procent lavere end i samme periode i 2011.

- Men hvis vi skal op af dødvandet, skal danskerne sætte gang i forbruget, da det kan skabe job og større økonomisk sikkerhed for husholdningerne, siger Mira Lie Nielsen.

/ritzau/