Almenfonden, der i virkeligheden hedder A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, har den bestemmende indflydelse i A.P. Møller - Mærsk. Ane Uggla har været næstformand, men er nu konstitueret formand.
- Det var hr. Møllers ønske, at Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla skulle overtage formandsposten. Det kan dog først ske efter et bestyrelsesmøde i fonden, og det finder først sted efter begravelsen, siger pressechef i A.P. Møller - Mærsk Louise Münter.
Vejen til 63-årige Ane Mærsk Mc-Kinney Ugglas post som øverste repræsentant for familien i den store rederi- og oliegigant tog sin begyndelse i 1986, hvor hun blev medlem af bestyrelsen i almenfonden.
Hun er yngste datter af Mærsk Mc-Kinney Møller, men har dog arbejdet tæt sammen med sin far gennem længere tid.
Hun kom med i bestyrelsen for Dampskibsselskabet af 1912 i 1991, og da selskabet i 2003 fusionerede med Dampskibsselskabet Svendborg og blev til det nuværende A.P. Møller-Mærsk, blev hun den ene af bestyrelsens to næstformænd.
Almenfonden blev dannet af hendes farfar, Arnold Peter Møller, i 1946 for at sikre, at familievirksomheden ikke blev overtaget af andre.
Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla blev student fra Zahles Skole i 1966 og blev tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København i 1969.
I 1977 tog hun en filosofisk grad fra Universitetet i Stockholm, hvor hun bor sammen med sin svenskfødte mand, Gustav Peder Hansson Uggla. Fra 1986 til 1997 udførte Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla velgørende arbejde for svensk Røde Kors.
Hun har to sønner, Robert Mærsk Uggla og Johan Pedersson Uggla, som begge arbejder i familievirksomheden.
Robert Uggla er i foråret blevet udpeget til administrerende direktør for det APM-ejede bjærgnings-rederi Svitzer. Johan Pedersson Uggla er øverste chef for APM Terminals Cargo Services i Aarhus.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde